Så er der godt nyt: Du skal være dig selv sammen med dit barn og droppe idealerne!
Du kender måske situationen: Pernille (mor) og hendes datter Louise på 5 år er på vej hjem fra børnehave. Louise taler allerede om, at hun gerne vil lege og spille spil med sin mor, når de kommer hjem. Pernille vil gerne imødekomme Louises ønsker, og siger ja, selvom hun er dødtræt efter en lang arbejdsdag og bare trænger til lidt ro og en kop kaffe. Da de kommer hjem og spiller spil, bliver det slet ikke, som Louise havde ønsket sig. Mor virker træt og irriteret. Louise bliver frustreret og ulykkelig. Hun reagerer på sin mors mixede signaler, at mor siger en ting, men gør en anden. Pernille bliver irriteret over, at Louise klager. Det hele bliver mudret og utydeligt og Pernille får paradoksalt nok givet Louise det modsatte af det, hun egentlig ønskede sig, da hun gik på kompromis med sine enge behov nemlig at være den ”gode” nærværende mor for Louise.
Mange af os kender til at strække os for langt for at imødekomme vores børns ønsker, fordi vi vil leve op til idealet om at være nærværende for vores barn.
Jeg vil gerne opfordre dig til at droppe idealerne og være mere tydelig overfor dig selv og dit barn.
Børn har har brug for den ægte vare ikke et påtaget nærvær. Det er en af vejene til, at de udvikler en sund selvfølelse. Dine børn har brug for at mærke, hvem du er, og hvad du vil og ikke vil. Med andre ord har børn brug for tydelige voksne!
Hvis Pernille havde anerkendt Louises behov, men været tydelig med, at hun trængte til en pause, når de kom hjem, var Louise måske umiddelbart blevet skuffet og vred. Det er en helt naturlig reaktion for et barn på 5 år, som ikke får det, hun ønsker sig. Her det vigtigt, at du som forældre bevarer roen og ser fremad. Lad hende reagere og komme overens med, at hun ikke kan få det, som hun ønsker lige nu.
Når Pernille som mor sætter grænser, lærer Louise på den lange bane, at det er ok at sige til og fra. Hun kan tilmed tydeligt mærke sin mor. Det giver Pernille den pause, hun har brug for, så hun måske senere kan imødekomme det nærvær, Louise efterspørger, og de kan spille spil og have en dejlig stund sammen, som begge bidrager af. Når du kan mærke dig og handler på det, lærer dit barn også at mærke sig selv. Det giver ro og overskud til begge parter.
Vær opmærksom, hvis du sjældent orker kontakten med dit barn. Er der noget du skal tage dig af? Er der nogle områder af dit liv, hvor du skal tage ansvar for at ændre en situation, så du kan få mere ro eller skal du drage omsorg for dig på anden vis?
Husk at også, at vi forældre begår fejl hver dag! Det vigtige er, at vi tager ansvar for fejlene, når vi opdager dem og måske i en anden situation får handlet på en mere hensigtsmæssig måde til gavn for både os selv og vores børn.
Jeg håber, at blogindlægget har givet dig stof til eftertanke om, hvordan du i højere grad kan være dig selv som mor – så I kan være jer selv sammen både børn og voksne.
Comments